Mindeord: Kristine Raahauge
Det var med stor sorg, at jeg mandag den 7. marts modtog Paul i vort hjem med den sørgelige besked, at hans kære Kristine helt pludselig var død – faldet om derhjemme, medens han var til genoptræning efter sin operation. Alle tanker går til Paul og deres tre børn Anja, Brit og Axel og deres familier samt en stor vennekreds på Samsø – i resten af Danmark og på Grønland.
Kristine Raahauge har haft en meget stor betydning for mange personer ikke mindst via sit travle arbejdsliv på Grønland som bl.a. borgmester i Nanortalik i to perioder, som medlem af Det Grønlandske Hjemmestyre og som udsendt delegeret i FN og før dette som fuldmægtig på skolen i Nanortalik og i en periode museumsinspektør for de gamle nordbobopladser. Kristine og Pauls meget gæstfrie hjem var samlingssted for utallige gæster både museumsfolk, politikere, forskere, kunstnere og musikere samt en lang række lærerkolloger fra både Danmark og Grønland foruden familien og venner sydfra.
Kristine Raahauge har været medforfatter på flere bøger, og i 2012 modtog hun sammen med to danske museumsmedarbejdere Kulturministeriets Julius Bomholt pris for deres forskning og bogen ”Kulturmøder ved Kap Farvel”. Arbejdet blev fremhævet som et eksempel på tværfagligt dansk-grønlandsk samarbejde og et eksempel på forskning af meget høj kvalitet.
I 1980 var Kristine aktiv i forbindelse med Vikingeskibsmuseets to store publikumssucceser med arbejdende udstillinger, hvor der blev bygget først den store umiaq (konebåd) og senere grønlandske kajakker.
Kristines tilgang til sine medmennesker var med stor åbenhed, varme og respekt samt humor. Og netop de egenskaber mødte vi som medlemmer af Samsø Inner Wheel, hvor Kristine i sin pensionisttilværelse her på Samsø, valgte at lægge en masse af sine kræfter og organisationstalent. De seneste fem år har hun været sekretær og udviste en overordentlig stor flid og ordenssans. Vi vil savne hende så meget i vor kreds.
Allermest vil jeg savne Kristine som nabo og veninde – æret være hendes minde.
Kristine Raahauge blev 72 år.
Kaia Bertelsen