Smedesvend Mogens Stjerne Pedersen, Tranebjerg er død 93 år
En Stjerne er ikke mere efter at Mogens Stjerne Pedersen har skruet den sidste skrue i, efter et langt liv som smed. Han kom i lære hos Brdr. Stjerne i Besser for en menneskealder siden, som 14 årig, og blev oprindelig udlært som beslagsmed, hvor han var ekspert udi kunsten at sko heste hos smedefirmaet i Besser. Han blev sidenhen gift med Anne Marie og flyttede til Tingvej i Tranebjerg
Mogens Stjerne Pedersen var en yderst dygtig håndværker og var finmekaniker til fingerspidserne og da mekaniseringen tog fart i landbruget med traktorer, mejetærskere og ballepressere, var det Mogens der var ude at finjustere, når der var travlhed i høsttiden. Mogens Stjerne Pedersen virkede også som kølemontør og var også var med dengang alle bønderne skulle have installeret køletanke til mælken ude på gårdene - som der var mange af de år.
I 1983, da Ole Hemmingsen kom i lære i firmaet, var den unge og den gamle smed ofte ude at klare ærterne sammen. Først på Madebjerggård Mejeri, indtil det lukkede og siden Brundby Mejeri, hvor der for eksempel skulle svejses i rustfrit stål, når smørkærnerne eller kasseinmaskinen på mejeriet skulle serviceres.
Mogens Stjerne Pedersen stoppede ikke med sit håndværk, da han gik for pension for mange år siden – han havde finmekanikken inde under huden og indrettede et urmagerværksted i et lokale på sin gamle arbejdsplads, hvor han især reparerede standure og bornholmere – han kunne selvfølgelig selv dreje tandhjulene – en kunst han har kunnet livet igennem – og så var der lige den dampmaskine, som han byggede helt fra bunden – det var unikt.
Mogens havde et positivt sind og var meget afholdt af sine kolleger i Besser og Mogens var altid god for en snak om hans mange oplevelser igennem tiden over en pibe tobak - piben sad hvor den skulle.
Mogens Stjerne var også med i smedelauget ved Langemark Smedje sammen med blandt andre smedekollegerne Richard Rasmussen fra Kolby og Bent Schaloffsky fra Ballen Maskinfabrik - indtil Moesgaard Museum valgte af afhænde smedjen til anden side.
Mogens Stjerne Pedersen og hustruen boede i nogle år på den tidligere Brundby Skole, men flyttede siden til Tranebjerg på Anton Rosensplads.. På værkstedet i Besser,arbejdede Mogens sammen med sin elskede finmekanik. Smeden har nu drejet sit sidste tandhjul. Han mistede sin hustru for nogen år siden og boede til sidst på Kildemosen
Mogens Stjerne Pedersen efterlader tre børn med familier og bisættes fra Tranebjerg kirke torsdag 11. november klokken 11.00 - jøm