cirka 11 timer
Dødsfald
Operasanger Lilli Elisabeth Gottschalck, Kildemosen/Østerby på Samsø er død 97 år
En stemmeføring, en ægte diva værdig og et langt liv, der sluttede efter et hektisk og ikke altid lige lykkeligt liv. Lilli Gottschalk voksede op med en dansk far og en russisk mor – Knud Gottschalck og Anastasja Ivanovna Kusjel mødte hinanden, midt under den russiske revolution og blev gift i 1918 i Semipalatinsk i Sibirien, der siden blev stedet, hvor Sovjetunionen lavede forsøg med atomvåben. I dag ligger Semipalatinsk i Kasakhstan og kaldes i dag for Semey.
Den unge russerinde - Lillis mor -kom til Danmark, hvor Knud Gottschalck drev virksomheden Kaseinfabriken Danmark i Kalundborg. Her voksede Lilli Gottschalck op og gik ud af realskolen i 1940.
Siden uddannede hun sig som operasanger i Italien og havde sin debut i Odd Fellow Palæet, Store koncertsal i København i 1957 og herunder bringer vi den anmeldelse, som pianisten Anker Blyme skrev dengang. Koncerten kunne høres i radioen og var programsat som ”Unge kunstnere i koncertsalen”. På fjernsynet samme aften kunne man se seksdagesløb i Forum.
Efterfølgende brugte Lilli Gottschalck sine sangevner og arbejdede også som musikpædagog i mange sammenhænge. For omkring 30 år Siden flyttede Lilli Gottschalck og det store flygel til Samsø, hvor hun købte et hus i Østerby.
Lilli Gottschalck var en meget egen person og man førte aldrig en almindelig samtale med hende omkring nyheder eller begivenheder – hun var altid- som Lilian Værum siger det – i et kunstnerisk humør, hvor ord fra hende kom som et eller andet refrain, hvor stemmeføringen løftede eller sænkede sig – alt efter, eller i hvilke forbindelser, der blev talt om.
På Samsø underviste Lilli Gottschalck også i flere sammenhænge og blandt andet kirkesangerne, nød godt af Gottschalks sangevner – selvom nogle rev sig i håret over Gottschalcks måde at være på.
Man kunne altid kende den gamle operasanger, når hun kom gående i en lang cottoncoat og med stokken til at støtte sig til – måske blev hun siddende i sin bil og kaldte folk til sig med et budskab eller for at få sig en hyggesnak.
De senere år boede Lilli Gottschalck på Kildemosen og hun har nu sunget sin sidste tone, sin sidste arie og er nu gået til de evige operamarker – måske ude på de sibiriske tundraer. - jøm
Anmeldelse 1957 – kilde Seismograf/Anker Blyme:
Lilli Gottschalcks sangdebut Arier og sange af Purcell, Schubert, Mahler, Brahms, Heise, Carl Nielsen, Per Nørgaard, Otto Mortensen – 14 oktober 1957.
Den eensidighed i kunstnerisk henseende, som Lilli Gottschalck lagde for dagen både ved programvalg og syngemåde, virkede på undertegnede kun som en halv sandhed. Bel canto'et hvilede på hende som en altbeherskende faktor. Skønsangen havde et sådant tag i hende, at aftenen næsten udelukkende blev et vidnesbyrd om hendes evne til at lade sig rive med og leve i smukke kantilener.
Lilli Gottschalck synes imidlertid at besidde flere aspecter og nuancer, end hun umiddelbart lod os få del i ved denne lejlighed. Det viste hun f. eks. i Gustav Mahler's næsten ukendte sange, og da navnlig i den første »Ich atmet' einen linden Duft«. Her anede man en sans for det artistiske, en lethed og bevægelighed i stemmen, som i forbindelse med stor inderlighed i oplevelsen af disse mærkværdigt ukendte, meget smukke sange, gav løfter om større kunstnerisk rummelighed. Lilli Gottschalck tager sin sang og musik meget alvorligt, og der er det ved hende, at hun er forsynet med det udefinerlige, det tilskud til stemmen som gør den til noget mere end bare en »stemme«. Det er ikke kun vellyd, der kommer ud af halsen på hende. Der kommer også noget, der momentvis betager så stærkt, at det mørkt grublende eller mildt fortvivlede, det lidenskabeligt ønskede, som hendes sang var udtryk for, at dette specielle tema enten repræsenterer et følelsesmæssigt maksimum, eller et erkendelsesgrundlag, der må betragtes som en slags begrænsning i videre kunstnerisk forstand.
Det er ikke til at vide noget bestemt, men man er blevet nysgerrig med hensyn til, hvad Lilli Gottschalck formår, hvis hun er i stand til at give sin dejlige stemme, sin koncentrationsevne, sin lødighed og alvor et større arbejdsfelt og dermed rigere muligheder. A.B.