14. juli 2020, 14.37

Dødsfald - Hardy Holm Jensen - JAS - 66

Jens Øster Mortensen

Mindeord


Hardy Holm Jensen, Torup er død 66 år gammel

Efter et langt arbejdsliv er Hardy Holm Jensen ikke mere – de fleste kendte Hardy som JAS og sammen med sin bror Bubber, grundlagte de for mange år siden Den Lille Maskinstation i Alstrup – de unge iværksættere startede i det ganske små og fik efterhånden oparbejdet en større entreprenør- og maskinstation virksomhed.

JAS var en ivrig håndboldspiller og var målmand på det legendariske håndboldhold fra Samsø, der som noget helt unikt kæmpede sig helt op i Danmarksserien. Han var også en målrettet træner og var med igennem mange år omkring sporten.

Det var da også i BUI – Besser Ungdoms- og idrætsforening at JAS slog sine folder – det var hans hjertebarn og både omkring fodbold og håndbold i BUI, var JAS med hele vejen.

JAS var også en god skuespiller og instruktør på de skrå brædder, når der blev spillet dilettant i ”Bygningen” – Besser Forsamlingshus var stedet det skete i mange sammenhænge.

JAS er ikke mere og samlingen af tophuer – den sidste med en rød top – følger nu med JAS ud på den sidste rejse.

JAS bisættes i stilhed og senere vil asken blive strøet udover havet. - jøm