I år falder dronningens fødselsdag meget belejligt sammen med at avisen udkommer på majestætens 80-års fødselsdag og her på avisen kipper vi med flaget.
Dronning Margrethe den anden har været på Samsø en del gange, når Kongeskibet har været på sommertogt. Første gang må være lige efter krigen at dømme efter billedet af kongefamilien på skibet. Her er der kun to prinsesser og det kunne tyde på at prinsesse Anne-Marie har fået sig en middagslur og da hun er født i 1946, kan billedet være fra det år eller året efter
Margrethe kunne godt ligne en på 6-7 år og Benedikte en pige på 4-5 år.
Kongeskibet har højst sandsynligt også været på øen engang i 1950erne og 2. juni 1964 lagde familien til kaj i Ballen med en 24-årig Margrethe ombord.
Kongeskibet kom også på besøg omkring 1973 og efterfølgende var det først 16. juni 1996 at det royale skib atter gæstede Samsø.
Der skulle gå 14 år før der igen var royalt besøg af Margrethe og Henrik og det var 8. juni 2010, hvor Henrik blandt andet var ude at køre i brandbil, mens Margrethe var på besøg hos keramiker Sigrid Hovmand i Nordby.
Samsø Posten har modtaget følgende fra borgmester Marcel Meijer i anledning af fødselsdagen:
-jøm
-Jeg tænker med glæde tilbage på dronningens besøg til Samsø i 2010. Det var første gang, at jeg deltog i en royal begivenhed og jeg blev meget imponeret over den gennemførte organisation bag kongehuset. Det var min opgave at opvarte prins Henrik, men jeg var bl.a. med til at bese udgravningerne i Bisgaard, som dronningen besøgte. Selve udgravningerne var fascinerende og dronningen viste et stort kendskab og en stor interesse for arkæologien. Desværre går der jo nok nogle år inden vi får besøg af dronning Margrethe igen.
Tirsdag den 14. april skulle have været starten på en stor fest, spredt over flere dage, hvor vi skulle fejre dronningens fødselsdag. Kirsten og jeg skulle have været med i det Kongelige Teater tirsdag-aften. Også her må vi jo nøjes med at fejre fødselsdagen sammen – hver for sig igennem fjernsynet. Der har ellers været god grund til at markere begivenheden. Dronning Margrethe har i de sidste mange år gjort en stor indsats for at føre et moderne kongehus ind i det 21. århundrede og været en af grundpillerne for det danske fællesskab, som vi har så meget gavn af den her - for mange - svære tid. Så stort tillykke til Dronning Margrethe og jeg håber virkelig, at vi vil kunne fejre majestæten på et andet tidspunkt i den kommende tid.
Foto 1 – Dronning Margrethe til venstre i foto fra ca 1947
2 Besøg i Ballen i 1964 med Carlsberg skiltet i front
3 Dronning Margrethe sammen med borgmester John Sander Petersen og Mogens Wedel Heinen samt dreng – Issehoved 1996
4 Margrethe og Henrik på Samsø i 2010
5 Margrethe ser på potter hos pottemager Sigrid Hovmand i 2010
Fotos: jøm og privat